Spring til indhold

OM PALÆSTINA FILM FESTIVAL

Palæstina Film Festival holdes en gang årligt i biografen Øst for Paradis i Aarhus, hvor der vises spillefilm og dokumentarfilm om Palæstina og palæstinensere.

Palæstina Film Festival står for: Folkeoplysende og kulturelt i Danmark at udbrede og fremme kendskabet til og forståelsen for palæstinensisk filmkunst, film fra og om Palæstina og film om palæstinensere i Palæstina og i diaspora. Dette gælder alle filmgenrer, spillefilm, dokumentarfilm mv.

Det er hensigten at vise nogle gode film, og med dem være med til at give et bredere og mere nuanceret kendskab til Palæstina og palæstinensere, kulturelt, historisk og menneskeligt.

Starten gik i 2014 med Palæstina Filmdage, i Øst for Paradis, hvilket siden udviklede sig til Palæstina Film Festival. I 2021 holdes festivalen for 8. år i træk i Øst for Paradis. Siden 2019 har der også været vist palæstinensiske film i Biffen i Odder som en del af den årlige Palæstina Film Festival.

Til festivalen inviteres gæster fra ind- og udland, til at holde oplæg i forbindelse med de film der er på programmet, såsom instruktører, skuespillere eller andre, der har relation til de viste film.

Festivalens åbningsforestilling er som regel udsolgt, og her holdes der sædvanligvis taler af Palæstinas ambassadør i Danmark og af kulturrådmanden i Aarhus.

Bag den årlige filmfestival står den frivillige forening Palæstina Film Festival, hjemmehørende i Aarhus.

Palæstina Film Festival har de seneste år fået økonomisk støtte fra Det Danske Filminstitut, Aarhus Kommune og Palæstina Kulturfond, samt fra sponsorer.

Palæstina Film Festival vil gerne udbrede festivalen til andre byer i Danmark. Festivalen har gennem året besøgt Jelling, Odder, Odense og Rødding. Er du interesseret i at samarbejde med os, så er du meget velkommen til at kontakte os.

Palæstina Film Festival donerer 5 kr. af billetprisen til et projekt eller en organisation, der arbejder for bedre vilkår for palæstinensiske børn. I årene 2014-2020 gik donationen til den danske velgørenhedsforening, HelpingHand og siden har det været til Det Palæstinensiske Skakforbund i flygtningelejren Shatila ved Beirut.

Er du interesseret i at støtte Palæstina Film Festival? Se her hvordan du kan blive støttemedlem og hvilke fordele det giver.